Vandværkets historie
På første side i vandværkets ældste forhandlingsprotokol fra 1897 -1951, står der:
Aar 1897 den 1. august afholdtes i Vindinge Brugsforening et møde, hvor interessentskabet "Vindinge Vandværk" dannedes med undertegnede som solidariske interessenter. Det vedtoges at erhverve den fornødne grund til opførelse af et vandtårn, at lade et sådant opføre, at anlægge de fornødne ledninger til de respektive steder, hvis ejere eller besiddere, nemlig vi undertegnede, ere forpligtede til bestandigt at benytte disse vandledninger og således, at samtlige udgifter ved grundens erhvervelse, tårnets opførelse og drift såvel som alle andre udgifter af enhver art deles imellem os på den måde, at der bliver lige så mange parter, som der er gårde, og således, at disse udgifter betales skadesløst af os efter følgende nærmere regler:
Gårde med
|
8 - 12 tdr. htk.
|
1 part
|
Ejendomme med
|
4 - 8 --
|
3/4 -
|
|
½ - 4 --
|
1/4 -
|
|
1 - 4 skpr.
|
1/8 -
|
Husmænd og indsiddere
|
|
1/8 -
|
hvorved dog bemærkes, at proprietær Thomsen skal betale 1 1/4 part og bager Sophus Jørgensen 1/6 part.
Fra vandværkets etablering på Vandhøjen i 1897 og frem til 1948 var der mange problemer. Især når man på gårdene vandede kreaturer, var der vandmangel i store dele af byen og skolen var ofte tørlagt.
I 1948 blev vandværket forbedret med større vandbeholder, nyt pumpehus og en del af ledningsnettet blev udskiftet, så man slap for de evindelige ledningsbrud.
På den tid blev kom de første vandskyllende WC’er til byen og de blev installeret på Vindingegård og mejeriet, mod at der for hver WC betaltes et ekstra årligt kontingent til vandværket.
Da der i slutningen af 1960’erne blev talt om at udstykke flere af gårdene til parcelhuse, kom det igen på tale at udvide vandforsyningen og i 1969 besluttede man at bygge et nyt vandværk på Øde Hastrupvej, senere omdøbt til Lønbjergvej.
"I februar 1971 kunne man glæde sig over at, at det nye vandværk var ved at være færdigt og at man var begyndt at levere vand til Lønbjerghusene." Citat fra Vindinge Lokalhistoriske Tidende 8/97 om Vindinge Vandværk i 100 år.